skip to Main Content
Brdr. Soldenfeldts Stiftelse Send en mail

Kilde: Kjeld Meyer (cand. jur. – tidl. kontorchef i Københavns Kommune)

De soldenfeldtske Stiftelser, som stiftelsen egentlig hedder, er det synlige resultat af to brødres udramatiske og nøjsomme liv og er grundlagt den 14. oktober 1894.

Ferdinand Vilhelm Soldenfeldt

Joseph Carl Soldenfeld

Brødrene Soldenfeldt
Ferdinand Vilhelm Soldenfeldt, f. 1803, og Joseph Carl Soldenfeldt, f. 1806, var sønner af en jødisk forlagsboghandler Abraham Soldin. Efter jødefejden i 1819 gik de to sønner i 1820 over til kristendommen og blev døbt med navnet Soldenfeldt.

Den ældste søn blev uddannet hos faderen og løste borgerbrev som boghandler i 1829. Broderen tog juridisk embedseksamen og blev ansat i Danske Kancelli. Han endte som kontorchef, men måtte i 1858 søge sin afsked grundet svækket syn.
Efter afskeden, hvor han blev udnævnt til etatsråd, hjalp han broderen i forlagsvirksomheden, som lå i Fortunstræde – på hjørnet af Admiralgade.

Ejendommen var blevet købt af faderen – Abraham Soldin. I stueetagen havde boghandlen til huse, og Brødrene Soldenfeldt havde deres lejlighed på første sal. Fra de var små, havde de haft fælles soveværelse, og dette fortsatte de med resten af livet.

En ugift søster styrede huset for dem, og ved hendes død overtog en veninde af hende; Marie Dorothea Frederikke Olsen (i øvrigt en søster til Søren Kierkegaards Regine) dette arbejde, indtil den sidste af brødrene døde.

Nøjsomme brødre
Brødrene førte et meget stille og nøjsomt liv, og måske har den eneste dramatik i deres liv været frk. Olsen. Der har åbenbart gået forskellige rygter om hende, og ved stiftelsens indvielse i 1894 berettede borgmester H.N. Hansen, at hun var meget påskønnet af begge brødre, idet han tilføjede: “om stærkere Følelser for hende er holdt tilbage, mulig af Broderhensyn, kan ikke vides”.

Under alle omstændigheder blev frk. Olsen rigeligt betænkt i det fællestestamente, brødrene oprettede, idet stiftelsen dog fik broderparten af den efter tidens forhold meget store formue, brødrene efterlod sig.

Tanken om at støtte sociale formål var i øvrigt ikke noget, der først skulle realiseres efter længstlevendes død. Hver fredag aften tog de i Fortunstræde mod de mange ansøgere, der kom for at bede om almisser, og det siges, at ingen gik forgæves.

Faderen – Abraham Soldin – havde ud over boghandlervirksomheden sammen med sin bror Salomon startet et forlag, hvor man udgav skolebøger. Dette fortsatte sønnen Frederik Vilhelm med, bistået af Joseph, og det var forlagsvirksomheden, der skabte grundlaget for den store formue, brødrene efterlod sig.

Studsmålsbog
I 1814 blev der indført et landsdækkende skolesystem, og skolebogsforlaget blev efterhånden en god forretning. Skoleloven fra 1814 indeholdt bestemmelser om, at alle børn ved skolegangens ophør skulle have en attest for kundskaber og opførsel, der skulle suppleres med løse skudsmålserklæringer for hvert nyt udensogns tjenesteforhold.

Man fandt de løse skudsmålserklæringer for utilstrækkelige, og i 1832 blev der derfor indført en obligatorisk “skudsmålsbog” for tyende, som brødrene Soldenfeldt fik en slags eneret på at fremstille.

Skudsmålsbogen blev en “karakterbog”, hvori arbejdsgiver skulle indføre arbejdsforholdets længde og anføre sin mening om tyendets arbejdsevne og opførsel.
Bogen skulle forevises, når man søgte arbejde, og den havde således en afgørende betydning for arbejdssøgers mulighed for at få arbejde.

Tilsvarende regler fandtes for rejsende håndværkssvende, der skulle forevise “vandrebøger”. Tanken bag disse bøger var rigtig, men misbrug – hovedsageligt fra arbejdsgivernes side – førte til, at skudsmålsbogen blev et forhadt symbol på klassesamfundet, og i 1920erne fik Socialdemokratiet den afskaffet.

1,5 mio til stiftelsen
Boghandleren døde i 1881, hans broder Etatsråden i 1891, og da boet var gjort op, og der var sat penge fra til familie og nogle legater, og frk. Olsen var tilsikret en livsvarig pæn understøttelse, var der i 1891 knapt 1,5 millioner kr. til at bygge og drive “De soldenfeldtske Stiftelser” for.

Beløbet lyder måske ikke af så meget i dag, men det første danske pristal kom først 1914 – altså ca tyve år senere. Det blev fastsat til 100, og set i relation til dengang var pristallet i 1991 steget til 3.672. Stiftelsesformuen svarede således til 50 – 60 millioner kr. i dag.

Kun til kvinder
“De soldenfeldtske Stiftelser” skulle ifølge brødrenes fællestestamente af 14. marts 1881 være forbeholdt to kvindegrupper.
Den ene stiftelse skulle være for “værdige og trængende aldrende Lærerinder, Husjomfruer, Syjomfruer og andre Fruentimmer i lignende Stillinger, som have Ophold her i Staden”.

Den anden stiftelse var til “værdige og trængende aldrende Tjenestepiger i Staden”.

Fællestestamentet fastsatte, at beboerne skulle være mindst fyldt 50 år, og der måtte ikke tages hensyn til en ansøgers religion. Lærerindegruppen, som skulle have to værelser, fik en pengeunderstøttelse på 100 kr. om året, medens tjenestepigegruppen, der måtte nøjes med et værelse og alkove, skulle have 1,50 kr om ugen.

Brødrene har åbenbart ment, at man ikke turde overlade denne befolkningsklasse et større engangsbeløb.

Ingen beviser
I fællestestamentet udtrykte brødrene håbet om, at Københavns Magistrat “velvilligen” ville påtage sig oprettelsen og bestyrelsen af de to stiftelser. Der er imidlertid ikke i Magistratens sager fundet noget om, at brødrene har henvendt sig til kommunen om sagen. 

Det tyder på, at der kun har været en mundtlig henvendelse – formentlig fra den længstlevende broder – til borgmesteren for magistratens 1. afdeling H.N. Hansen, hvorunder legatsager henhørte, og hvor de også i dag sorterer.

Meget tyder også på, at borgmesteren ikke har interesseret sig for arkivering og opbevaring af skriftligt materiale, og at han har betragtet stiftelsessagen som sit private område, hvori Magistratens 1. afdeling kun i strengt nødvendigt omfang blev indblandet, f. eks. vedrørende køb af byggegrunden.
Der er da også kun meget lidt arkivmateriale fra tiden inden indvielsen i 1894, men der er dog et brev fra april 1891 – ca to måneder efter Joseph Soldenfeldts død – fra gehejmeråd Hagemann, som tilbød byggegrunden til H.N. Hansen.
Tidspunktet så kort tid efter dødsfaldet tyder på, at H.N. Hansen har beskæftiget sig med sagen allerede inden Josephs død, men der er som sagt intet materiale herom.

H. N. Hansen
H.N. Hansen var en meget viljestærk og dynamisk personlighed, og den her foreliggende sag danner ikke nogen undtagelse i så henseende, og på to væsentlige punkter sætter borgmesteren sig ud over fællestestamentets klare ordlyd:

Ifølge testamentet skulle der oprettes to selvstændige stiftelser – De soldenfeldtske Stiftelser – og det blev fremhævet “at den Adgang, som Stiftelsens Medlemmer muligen måtte have til hjælp af Bekjendte og Familier her i Staden, ikke ved en altfor stor Afstand skal vanskeliggøres dem”.

H.N. Hansen slog de to stiftelser sammen til én, og han placerede stiftelsen i et område, som med vore øjne må karakteriseres som en satellitby, men uden nutidens private og kollektive trafikmuligheder. Hvad angår placeringen af stiftelsen kan det være af interesse for Østerbro lokalhistoriske forenings medlemmer at høre ordlyden af gehejmeråd Hagemanns brev af 24. april 1891 til H.N. Hansen:

“Kjære Etatsraad.
For at undgå enhver Misforstaaelse ønsker jeg at gjentage, at jeg gjerne vil sælge min Dosseringsgrund til Dem, men at jeg vil fastholde den engang nævnte Pris, 100.000 Kr., hvilket er lidt under 16 Kr. pr. kv. Alen. Og jeg vil tilføje, at det, efter de Forhold, der nu er ifærd med at udvikle sig på Østerbro, er en billig Pris.

Se blot hvad Kommunen har betalt ved Nørre Allé og hvad der betales helt ud til Aarhuesgade.

De kan være vel tjent med Grunden derom er der ingen Tvivl.
Deres hengivne
G.A. Hagemann”
Udviklingen har imidlertid vist, at placeringen af stiftelsen alligevel ikke var i strid med fællestestamentets krav om en central beliggenhed. H.N. Hansen henvendte sig til arkitekten H.B. Storck, som bl.a. havde opført en bygning til Abel Cathrines Stiftelse på Vesterbro og Helligkorskirken på Nørrebro, og overdrog arkitektarbejdet på stiftelsen til ham.

Der foreligger en række udkast, som viser H.N. Hansens personlige interesse i sagen, og slutresultatet blev en rektangulær korridorejendom med 51 toværelses lejligheder med køkken og 74 lejligheder med et værelse, alkove og køkken. Desuden en forstanderbolig og en portnerbolig, hver på tre værelser. I hjørnerne mod gården placeredes de fælles toiletfaciliteter – ca ni lejere om hvert toilet.

Det officielle navn på bygningen var “De soldenfeldtske Stiftelser” med hver sin beboerkategori, og bygningen blev indrettet med hensyntagen hertil.
De toværelses lejligheder for lærerinder, husjomfruer m.v. blev anbragt i den solfyldte længe mod Dosseringen, samt i vestfløjen.
Samme fine kategori blev anbragt i de etværelses lejligheder i Østfløjen, medens de mørke etværelseslejligheder i Ryesgadefløjen blev forbeholdt de “velfortjente tjenestepiger”, som formentlig ikke har været forvænt med bedre forhold – snarere værre.

Dyder
Det endelige resultat blev overraskende. Det måtte forventes, at en veldædig stiftelse skulle have en enkel fremtoning, men navnlig set fra søsiden fremstod bygningen som et florentinsk/veronesisk renæssancepalads med terrakottamedaljoner, udført af billedhuggeren Carl Aarsleff.

Medaljonerne forestillede de dyder, der dengang måtte antages at karakterisere de kvindlige beboere: Mådehold, Flid, Tålmod, Renhed, Ydmyghed og Tro – som var anbragt til venstre for porten.
Til højre placeredes Håb, Kærlighed, Fred, Årvågenhed, Klogskab og Sandhed.

Det er kendetegnende for den tid, at “ydmyghed” blev betragtet som en kvindelig dyd.

Frans Schwarz
Det er tydeligt, at byggeriet har været en prestigesag for kommunen i almindelighed og borgmesteren i særdeleshed, og også bygningens indre blev efter datidens forhold præget af luksus.

Det er maleren Frans Schwarz, som har benyttet et bibelcitat fra Matthæusevangeliet om de kloge og de dårlige jomfruer som motiv for vægudsmykningen. Den blev først færdig i 1895, og Schwarz bekostede den selv.

For at gennemføre bygningsprojektet købte man – ud over Hagemanns grund – yderligere et areal tilhørende fabrikant Jørgen Ernst Meyer, hvorpå der lå en meget smuk palælignende villa, som nu måtte vige for nybyggeriet.

I orden at bygge dyrt
Søndag den 14. oktober 1894 blev stiftelsen indviet.
Indvielsen, der er beskrevet i Magistratens legatberetning for 1894, fandt sted i et dertil indrettet festlokale i Dosseringsfløjens tagetage.

Borgmester H.N. Hansens indvielsestale formede sig som en gennemgang af brødrene Soldenfeldts liv, og han fremhævede særligt deres beskedne livsførelse, som var baggrunden for den store formue, de efterlod til veldædigt formål.

I talen stiller H.N. Hansen spørgsmålet, om der ikke er anvendt for mange penge på bygningens “ydre Udstyrelse og Fremtræden”, og han forsvarer dispositionen med, at det “er Pligt, naar rige Midler stilles til Byens Øvrigheds Raadighed, da at stræbe efter at frembringe noget smukt.

De mange private, som bygge, have ikke Evne til dette; naar der da engang skænkes Byen en stor Gave, er det dog vist i sin Orden, at denne side af Livet ogsaa haves for Øje”.

Legatberetningen er en næsten ordret afskrift af et stort referat af indvielsen, som Nationaltidende bragte den 15. oktober. Avisen tilføjer, at “De brede Gange, der gaa midt igennem alle Etager med bekvemme Trappeforbindelser, gjøre et næsten herskabeligt Indtryk”.
Det “næsten herskabelige indtryk” kunne være blevet skæbnesvangert for stiftelsen.

10 stiftsansatte
Ved stiftelsens start blev der ansat 10 personer;

  • en heltidsansat forstanderinde,
  • en tilsynsførende og
  • en forvalter, begge honorarlønnede “ben”,
  • en portner,
  • en “pige”, som skulle hjælpe forstanderinden, der skulle “brødføde” hende,
  • tre rengøringskoner og
  • en økonoma, samt fra 1900
  • en deltidsansat sygeplejerske

Louise Fenger

Forstanderinden var Louise Fenger – tidligere oldfrue i Vartov og en kendt kvindeskikkelse, der findes mange biografiske optegnelser om, og som også har fået sit eget afsnit i den bog, der er udkommet i anledning af stiftelsens hundredeårsjubilæum.
De øvrige stillingers udvikling vil blive omtalt hen ad vejen.

Stiftelsens luksuøse forhold gav gav sig også udtryk i den moderne tekniks indtog i stiftelsen.

Moderne byggeri
Der var fra starten af installeret “vand-closetter”, hvilket var en sjældenhed selv i nybyggeri, og vandforbruget medførte, at Københavns vandværk råbte gevalt. Der blev udarbejdet en skriftlig udtalelse om “det tilsyneladende store Vandforbrug ved Vandclosetterne…, der ifølge Vandværkets Maalinger skal beløbe sig til 3200 Tdr i 142 Dage”.

3 toiletskyld per næse
Det oplyses, at toiletterne dagligt benyttes af 137 faste beboere og “faste Piger”, og at man ved beregningerne af forbruget ikke medregner “tilfældige Besøgende, der naturligvis med Forkjærlighed ville benytte disse propre og bekvemme Indretninger”.

Herefter er hver beboers daglige forbrug udregnet til ca 22 1/2 pot “eller knapt 3 Skylninger, idet hver Skylning indeholder 8 Potter Vand”.

Rapporten konkluderer at “Dette kan næppe betragtes som for stort Vandforbrug særlig under Hensyn til, at de gamle Damer, der benytter Vandclosetterne, er meget hjemme. Endvidere maa der tages Hensyn til, at Vandforbruget naturligvis er størst i Begyndelsen, dels have maaske enkelte Haner ikke været ganske tætte strax, og dels morer maaske Skylningen Brugerne”.

1908/09 vandt teknikken yderligere indpas i stiftelsen: Der blev indlagt elektrisk lys.

Firmaet Kemp og Lauritzen indgav tilbud på installationen, som omfattede stort set alle lokaliteter, bortset fra “de for Stiftelsens Beboere bestemte Opholdsværelser” – en indskrænkning som set med nutidens øjne forekommer besynderlig.

Strenge lysregler
I en udtalelse fra stadsingeniøren vedrørende tilbuddet af 7. april 1909 foreslås det, at en del installationer udelades, og man kan bl.a. ikke anbefale elektriske lamper i “Thekøkken og Køkken for Rengøringskoner… da der ikke her kan ventes at blive økonomiseret med Belysningen”.

Denne opfattelse af rengøringskonernes forventelige uansvarlige adfærd blev tiltrådt af Magistraten, og der kom ikke elektrisk lys i deres køkken.

I tilbuddet foreslås der anbragt tidsafbrydere på toiletterne, så lyset kun brænder 3 minutter ad gangen. Stadsingeniøren kommer i denne anledning med to forslag: enten almindelige afbrydere med opslag om, at lyset skal slukkes efter benyttelsen, eller slet intet elektrisk lys på toiletterne, men installering af “Miniaturgasglødelys med Vaagebrændere”.

Magistratens afgørelse af 19/10 1909 blev følgende: “I Klosetrummene anbringes Tidsafbrydere til 3 Minutters Lys ad Gangen og saaledes, at ny Tænding i fornødent Fald kan ske fra Sædet”.

Først i 1918 blev der installeret elektrisk lys i de enkelte boliger, men kun i opholdsstuen, medens det varede til 1929, før der kom elektrisk lys i soveværelser og køkken, og Elektricitetsforbruget for den enkelte blev konstatere ved aflæsning på en bimåler i hver lejlighed.

25 års jubilæum
Den 14. oktober 1919 havde stiftelsen 25-års jubilæum. Magistraten bevilgede 1.400 kr. til afholdelse af jubilæumsfesten, og en beboer bidrog med en festsang på melodien ‘Det haver så nyligen regnet’.

Ugebladet Tidens Kvinder bragte i anledning af jubilæet en fire sider lang artikel om stiftelsen. Artiklen, der omtaler den “lyse og venlige Stiftelse” med de “lyse Gange”, er lutter lovord:
Mange finder der i sin Livsaften ikke blot, hvad saa mange Stiftelser giver, nemlig det nødtørftige Tag over Hovedet, men et Væld af Sol og Lys, grønne Træer, Plads og Rum, Udsigt til rindende Vand og dragende Skyer, intet af dette snævre, indesluttede knugende og halvmørke, der i lignende Institutioner hyppigt kan stemme en for Brystet, straks ved Indtrædelsen”.

Fra fribolig til indskudskrav
Indtil 1920 havde alle lejligheder været friboliger, men fra da af forlangte man et engangsindskud på 3.000 – 6.000 kr afhængig af den lejlighedsøgendes formueforhold.
Louise Fenger, hvis forstanderindeperiode kan karakteriseres som “oplyst enevælde” i forholdet til beboerne, fratrådte i 1921. Hun var da 78 år og blev efterfulgt af Prebia Nørregård, der havde været privatsygeplejerske.

Der kom hurtigt klager over Prebia Nørregård, hovedsageligt gående ud på, at hun “hundsede” med beboerne, og i 1937 bad Magistraten forstanderen for Gl. Kloster Otto Abrahamsen foretage en undersøgelse.

Undersøgelsen konkluderede, at forholdet mellem forstanderinden og beboerne var spændt, og at hendes evner og anlæg ikke strakte til bestridelse af stillingen. Abrahamsen anbefalede derfor, at hun blev afskediget.

Rapporten indeholder iøvrigt følgende kønspolitiske betragtninger:
Forstanderindestillingen med “125 Beboerinder og nogle Funktionærer – bl.a. en mandlig – stiller ganske betydelige Krav til sin Indehaver. Hvis den selvfølgelige Flid og Pligtfølelse ikke er forbundet med Godhed, Intelligens, Usnobbethed og ligevægtigt Humør, vil selv en nok saa dygtig og velmenende Dame komme til kort. Da det i nogen Grad vil bero på Heldet, om man i det givne Øjeblik raader over en Dame, der foruden de nævnte Egenskaber ejer den fornødne Overlegenhed til paa selvstændig Vis at lede Stiftelserne, vilde det muligt være at foretrække ikke at regne dermed, men under en eller anden Form indskyde en mandlig Ledelse mellem den lokale Tilsynsførende og Magistraten.”

Da der øjensynligt i 1937 har manglet kvalificerede damer, konstitueredes herefter forstander Abrahamsen den I. oktober 1937 som forstander for Soldenfeldts Stiftelse; som assistance fik han en “Tilsynsdame”, Amalie Kragh.

Prebia Nørregaard forlod som sagt sin stilling den 1. oktober 1937, og forstander Abrahamsens konstitution fortsatte til 31. marts 1939, hvor Amalie Kragh overtog stillingen, idet der samtidig blev byttet om på benævnelserne for forstanderinde og tilsynsførende.
Forvalterstillingen var blevet nedlagt forinden – i begyndelsen af 1930erne.

Økonomien vaklede
De følgende år var ret begivenhedsløse i stiftelsen. Den tyske besættelse af Danmark har således ikke sat spor i arkivmaterialet, men en gennemgang af stiftelses-regnskaberne viser, at økonomien bliver dårligere og dårligere, og i 1942 blev stiftelsen berøvet mellem en trediedel og en fjerdedel af sin driftskapital, idet 240.000 kr. blev overført til, finansiering af byggeudgifterne ved 23 kvistværelser i stiftelsen GI. Kloster.

Der fandtes ingen særlige relationer mellem Soldenfeldts Stiftelse og GI. Kloster, der kunne begrunde denne kapitaloverførsel, men ‘dygtige’ embedsmænd fandt en løsning, idet man oprettede en særlig fundats, hvorefter 12 boliger på plejeafdelingen i GI. Kloster skulle benævnes “Brødrene Soldenfeldts Stiftelsers 12 Plejeboliger”.

Kreativ bogføring med stiftsmidler
Ud over denne ærestitel skulle Soldenfeldts Stiftelses beboere have fortrinsret til disse boliger.  Når henses til, at Magistratens 1. afdeling bestyrede såvel GI. Kloster som Soldenfeldts Stiftelse, og at der dengang ikke fandtes noget overordnet organ til indstilling af plejehjemspladser, forekommer fortrinsretten for Soldenfeldts Stiftelses beboere rent illusorisk.

Det var slet ikke nødvendigt med en særlig fundats for at anvise Soldenfeldterne plejehjemsplads i GI. Kloster. Fundatsen var ret og slet et forsøg på at legitimere Soldenfeldts Stiftelses finansiering af byggeriet i GI. Kloster. De involverede embedsmænd fik for deres iderigdom et særdeles klækkeligt ekstra honorar – der dog ikke blev debiteret Soldenfeldts Stiftelse, men GI. Kloster.

I kølvandet på tilskudstransaktionen fulgte et eksempel på, at ‘kreativ bogføring’ også blev praktiseret for 50 år siden.

Dette fremgår af regnskaberne fra 1941/42 og 1942/43: hvor man i 1941/42 havde et underskud på ca. 34.300 kr., er der i 1942/43 – transaktionsåret – et overskud på 65.300 kr.

Det smukke resultat skyldtes, at der var udtrukket obligationer for 71.600 kr., og at dette beløb var overført til “Driften” – hvilket indebar en udhuling af kapitalen. Det er mærkeligt, at der ikke fra revisionens side blev gjort indsigelser. Administrationen havde heller ikke betænkeligheder med hensyn til stiftelsens fremtid: I forbindelse med en istandsættelse af toiletterne blev der i et notat gjort opmærksom på, at det ikke kunne undgås, at “Reserve- og Udligningsfonden forringes med ca. 9.000 kr. …, men Stiftelsens Status er jo ikke ængstende, selv om man regner med en fremtidig mindre Renteindtægt efter

Opgørelse af Soldenfeldts Boliger i GI. Kloster” (“Opgørelse” skal formentlig læses som “Opførelse”).
Regnskaberne kunne meget let være mere vild- end vejledende, idet stiftelsens obligationsbeholdning blev opført til pålydende værdi, hvilket forsåvidt var i overensstemmelse med gældende regnskabspraksis, men den efterhånden vigende kursudvikling medførte en enorm udhuling af obligationskapitalen.

Da man i 1975 som led i en sanering af stiftelsens økonomi realiserede stiftelseskapitalen på ca. en million kr. pålydende, indbragte salget således kun ca. 325.000 kr. Hertil kom, at obligationsudtrækningerne – som foran omtalt – i en årrække blev overført til driften, hvilket betød en yderligere udhuling. Ved en overfladisk betragtning kunne stiftelsens kapital synes intakt, fordi ejendommens vurderingssum stadig steg, men samtidigt voksede også stiftelsens gæld til Københavns kommune, som foreløbigt dækkede de årlige underskud.

I 1974/75 var gælden vokset til ca. 600.000 kr., og på dette tidspunkt blev der desuden fra brandvæsenets side krævet en brandsikring til ca. 400.000 kr. Hvis kravet om brandsikring ikke blev imødekommet, ville bygningen blive kondemneret.
Efterkrigsårene og tiden indtil midten af 1970’erne var meget vanskelige for stiftelsen. Man forsøgte gennem stadige forhøjelser af indskuddet at kompensere for de stadigt stigende udgifter, men der var grænser for, hvor meget man kunne tage for en lejlighed i en korridorejendom, hvor ni-ti beboere skulle være fælles om et toilet, og hvor der kun fandt den allermest nødvendige vedligeholdelse sted.

I slutningen af 1950’ern trængte korridorerne uhyre til maling, der var kun enkelte ‘søvnige’ elektriske pærer på gangene, og alt virkede trist og nedslidt. Dette indtryk står i stærk kontrast til beskrivelserne ved indvielsen i 1894 og også til lovordene ved 25 års jubilæet i 1919.

Personalemæssigt var stiftelsen skåret ned til en honorarlønnet tilsynsførende dame, hvis væsentligste job var at aflæse bimålerne i de enkelte lejligheder, og man havde i forbindelse med afskaffelse af honorarlønnede bijobs i kommunen – bensaneringen – i 1969/70 også afskaffet forstanderstillingen og lagt al administration over til Magistratens legatkontor, som iøvrigt siden 1930erne havde overtaget forvalterens bogføring m.v.

“Pigen” synes at være forsvundet samtidig med Louise Fengers afgang, og sygeplejerskens deltidsjob ophørte i 50erene. Økonomaen, som havde sørget for et dagligt varmt måltid mod betaling, ophørte omkring 1960, hvor kommunens madudbringning startede.

Det eneste tilbageblevne personale var – foruden tilsynsdamen – portneren og dennes kone, som var ansat til rengøring af korridorer og fællesrum.
I begyndelsen af 1970erne medførte den stadig stigende gæld til kommunen, at den kommunale revision ventilerede spørgsmålet om en nedbringelse af gælden, rejste spørgsmålet om eventuel lukning af stiftelsen og udbad sig forslag til sanering af dens økonomi.

Redningsplan for Soldenfeldt
Den 11. januar 1974 udsendte Justitsministeriet en cirkulæreskrivelse angående forenkling af kommunernes legatforvaltning, og det blev pålagt Magistratens legatkontor at udarbejde forslag til en rationaliseret forvaltning af de af Københavns kommune bestyrede legater, herunder også Soldenfeldts Stiftelse.

Underhånden gav Justitsministeriet udtryk for, at kommunen kunne forvente en meget liberal indstilling til forslag om ændringer i de gældende regler for stiftelsen, idet ministeriet dog ville fastholde, at stiftelsen stadig skulle være forbeholdt kvinder samt have et socialt formål.

Den samlede rationaliseringsopgave var betragtelig, og først den 2. juni 1975 kunne man forelægge Borgerrepræsentationen den del deraf, der udgjorde en redningsplan for Soldenfeldts Stiftelse.

Redningsplanen indebar først og fremmest salg af stiftelsens obligationer, hvilket nedbragte gælden til kommunen med ca. 325.000 kr.

For restgælden, 270.000 kr. blev der udstedt et pantebrev til kommunen, som blev indfriet i første halvdel af 1980’erne. Københavns kommune bevilgede i alt 600.000 til dækning af udgiften til den krævede brandsikring (400.000) samt til en begyndende istandsættelse og modernisering af ejendommen.

Det omtales i indstillingen til Borgerrepræsentationen, at Magistraten “i de kommende år vil søge kommunalt tilskud til videreførelse af arbejdet”.
Den månedlige husleje for nye lejere blev fastsat til 315 kr. for to værelser og 255 kr. for et værelse, hvoraf henholdsvis 115 og 105 kr. udgjorde betaling for el, gas og varme (‘energiafgift’).

I indstillingen er også omtalt, at de eksisterende beboere var positivt indstillet over for at betale halv husleje, selv om de også havde betalt indskud. Forelæggelsen af redningsplanen havde krævet et større forarbejde.

Beboerne bidrager til overlevelse
Først og fremmest var det vigtigt at få loddet stemningen hos beboerne. Set fra et politisk synspunkt var det af afgørende betydning, at beboerne var indstillet på at bidrage til stiftelsens fortsatte eksistens, idet de jo gennem deres indskud var blevet lovet en huslejefritagelse for fremtiden. Der blev holdt flere møder med beboerne, og det endte med, at alle indskudsbetalerne gik ind på at betale husleje og energiafgift. Efter at den økonomiske situation var afklaret gik brandsikring og modernisering i gang, og som De vil komme til at se, er der nu indrettet toiletter, brusebad og vaskemaskiner på alle etager, hvilket bl.a. har medført, at antallet brugere pr toilet er faldet fra 9 til 2-3. Varmeanlægget er blevet renoveret, og der er indlagt varmt vand i alle køkkener.

Alle fællesrum og korridorer er malet, og der er lagt linoleum på alle gange. Karbaderummene i kælderen er bragt i orden, og i 1983 blev der installeret en elevator. I de senere år har beboerne selv betalt løbende udskiftning af vaskemaskinerne og modernisering af festsalskøkkenet – alt sammen vidnesbyrd om deres interesse for stiftelsen.

De mange og store arbejder er dels blevet finansieret af Københavns kommune, dels ved støtte fra SALOMON SOLDIN OG HUSTRU HANNE SOLDINS LEGAT, der bestyres af kommunen.

Brødrene Soldenfeldt var de to legatstifteres nevøer, og man kan således sige, at legatpengene bliver i familien.

I 1975 fratrådte den honorarlønnede tilsynsførende, og senere også portnerparret. Der blev oprettet et beboerråd, som har overtaget fremvisningen af ledige lejligheder, opbevaring af reservenøgler og andre daglige opgaver, såsom tilkaldelse af læge i sygdomstilfælde.

Beboerråd
På initiativ fra beboerrådet er et par værelser skilt ud som gæsteværelser for beboerne, som selv har sørget for indretning af værelserne, og også står for udlejningen.
Beboerrådet har været til uvurderlig nytte som kontakt mellem beboerne og Magistratens legatkontor. Det er nogle karske – ikke harske – damer, som aldrig er veget tilbage for at sige deres uforbeholdne mening til og om det kommunale i almindelighed og legatkontoret i særdeleshed.

En anden god kontakt er portnerægteparret, som begge er ansat i rådhusets betjentkorps og derfor lette at få forbindelse med også i den almindelige arbejdstid.

En overgang var det vanskeligt at få udlejet de mindste lejligheder, og i 1978 besluttede man, at unge kvinder under uddannelse med mindst et års bopæl i København skulle have adgang til at leje en sådan lejlighed mod lidt højere husleje. Det er ingen hemmelighed, at denne udlejningsform giver nogle problemer, bl.a. støjproblemer, idet stiftelsen er opført inden lydisoleringens tidsalder og ikke tillader rock- og popmusik for fuld udblæsning.

Ifølge lejekontrakten omfatter lejemålet kun en person, og det er også forekommet, at unge lejere lader kammerater – ofte af det modsatte køn – overnatte, hvilket kan give problemer ved brusebadstid om morgenen. Disse problemer er beboerrådet eksperter i at tage sig af.
Alting syntes således at være i orden, men ingen kender som bekendt dagen, før solen den går ned.

Trusler om lukning
Legatkontoret havde i 1990 indhentet tilbud på installering af varmt vand i køkkenerne, og arbejdet skulle til at gå i gang, da Københavns Boligkommission meddelte legatkontoret, at man ville foretage en bedømmelse af stiftelsens ejendom. Boligkommissionen gjorde endvidere opmærksom på, at hvis ejendommen havde mangler, som gjorde den sundheds- eller brandfarlig, ville kommissionen træffe beslutning i henhold til byfornyelseslovens §72 eller 73, hvorefter der enten kunne påbydes afhjælpning af manglerne eller træffes beslutning om at ejendommen efter en nærmere fastsat frist ikke måtte benyttes til beboelse eller ophold.

Med andre ord: Ejendommen kunne eventuelt blive kondemneret. Boligkommissionens brev kom som et lynnedslag for legatkontoret: Efter at stiftelsens økonomi var bragt i orden og ejendommen moderniseret og istandsat for millionbeløb – i tiåret 1979/89 alene ca. 2,2 millioner kr. for almindelig vedligeholdelse og 1,4 millioner for ekstraordinær vedligeholdelse – var der risiko for, at stiftelsen skulle lukkes!

Boligkommissionen meddelte også, at man ville søge kontakt til hver enkelt beboer for på stedet at besigtige forholdene. Legatkontoret skyndte sig at sende et beroligende brev til beboerne, idet det viste sig, at der forelå en særlig baggrund for kommissionens henvendelse:

En korridorejendom på Blegdamsvejen, ejet af Scientology-bevægelsen, var blevet kondemneret bl.a. under henvisning til dens dårlige stand.

Bevægelsen havde protesteret mod kondemneringen og bl.a. henvist til, at det var mærkeligt, at deres ejendom skulle kondemneres, når der i nabolaget, Ryesgade 104, lå en anden korridorejendom, ejet af kommunen, som fik lov til at fortsætte.
Kommissionen havde herefter følt sig foranlediget til at besigtige Ryesgade 104, d.v.s. Soldenfeldts Stiftelse.

Soldenfeldt frifundet
Efter en besigtigelse i december 1990 blev stiftelsen imidlertid ‘frifundet’. I sin vedtagelse lagde kommissionen vægt på, at ejendommen mere fungerer som en institution end som en egentlig traditionel beboelsesejendom, og “at Københavns Brandvæsen løbende fører tilsyn med bebyggelsen, der er brandsikret svarende til de forskrifter, der af Justitsministeriet er fastsat for ældre hoteller”.

I en tilsluttende rapport, der blev udarbejdet til brug for kommissionens besigtigelse, omtales, at trappeforholdene er i strid med flere brandsikringsbestemmelser, ligesom det fremhæves, at 36 af lejlighederne ikke har “særlig god adgang for dagslys”.
Det er interessant at konstatere, at de “herskabelige” trappeforhold, som blev beundret ved stiftelsens indvielse i 1894, i 1990 betragtes som stridende mod gældende regler, og Tidens Kvinders poetiske omtale ved 25 års jubilæet i 1919 – af indtrykket af “Væld af Sol og Lys” harmonerer ikke med rapportens konstatering af manglende dagslys.

Rapporten omtaler i øvrigt, at fællesgange og -rum er velholdte, og der er ingen kritik af ind- og udvendig vedligeholdelse. Kommissionen havde udsendt 119 spørgeskemaer til beboerne, og 91 blev besvaret. I 19 skemaer er der klaget over støjgener, og i 16 angives, at lejlighederne er mørke. Som årsag hertil angives dels den enkelte lejligheds placering, dels kastanietræerne på Dosseringen.

Hvad angår de sidstnævnte har legatkontoret gennem flere år forsøgt at få træerne kraftigt beskåret, men uden positivt resultat, da de er en del af den ensartede trærække langs Dosseringen.
Endelig indeholder rapporten oplysning om, at der i 15 skemaer er givet udtryk for, at man er glad og tilfreds med at bo i stiftelsen, og der er citeret følgende udtalelser:

“Dette er et dejligt sted at bo.”
“Her er lyst – roligt og venligt.”
“Vi betragter os som et “lille samfund” i samfundet, hvor vi alle kommer hinanden ved og hjælper hinanden, når vi er syge.
Vi føler os aldrig ensomme, som vi ville gøre i en almindelig lejlighed.”

Brødrene Soldenfeldts Stiftelse synes at have sin eksistensberettigelse også i dag – omend den må eksistere på dispensation.

Back To Top